Ide-ris-ros Ide - ris - ros til foreningen      Udskriv denne side

Kunstskøjteløb

 

Kunstskøjteløb - at blive fri på isen

Lang tid tilbage i historien blev skøjteløb brugt som en transportform over frosne vandløb og søer. Fund af tildannede dyreknogler er bevis for, at mennesker har draget nytte af at kunne bevæge sig ubesværet på is.

Kunstskøjteløb:
Kunstskøjteløb som sport i en lignede form, som den vi kender i dag, tog sin begyndelse for omkring 125 år siden.

Det er opdelt i sololøb, parløb og isdans, men det er sololøb, der er mest populært.

Man kan begynde at løbe på skøjter fra omkring 4-5 års-alderen. Teknikken er den, at man starter med at holde balancen og løbe på lige linie, som så bliver til buer både forlæns og baglæns - på henholdsvis inderskær og yderskær af skøjteklingen. Dernæst lærer man cirkler, trin af forskellige sværhedsgrader, piruetter og spring med en eller flere rotationer. I begyndelsen må man tænke på en god holdning og sørge for at tyngdepunktet er fordelt rigtigt på skøjterne. Så kan man derfra - med en vis teknik - få glæde af sporten på et underholdende og motionsmæssigt plan. Skal man videre, er det et spørgsmål om træning og atter træning.

Udstyr:

Skøjteklingen skal være fastspændt på støvlen og være hulslebet. En kunstløbers skøjteklinge har takker forrest på klingen, som bl.a. bruges til at springe med og ikke til at bremse med. Skøjtestøvlen skal passe til foden og snøres stramt. Beklædningen er varmt tøj, der samtidigt skal give bevægelsesfrihed. Vanter/handsker er obligatorisk for at tage imod stød ved evt. fald og for at undgå beskadigelse på hænderne fra den skarpe skøjteklinge.


Træner Helle Vibeke Kjems

Se venligst velkomstbrev nedenfor.

Velkommen til nye og gamle kunstskøjteløbere i Silkeborg Skøjteløberforening af 1896

Introduktion:

Vi byder velkommen til en ny sæson og håber på, at vi kan leve op til dine forventninger. Det er vores mål, at alle bliver rigtig gode og glade skøjteløbere, og at I samtidig har det dejligt sammen med os trænere. Vi fokuserer på, at I får rig lejlighed til at bruge jeres krop, at I bliver smidige, får en flot holdning, bliver frie i jeres bevægelser, holder balancen og kan fortolke musikken og dygtiggøre jer på isen.

Kunstskøjteløb består af:

Grundløb forlæns og baglæns, forskellige trin og bevægelser, spring og piruetter. Vi løber på specielle skøjter med springtakker. Klingen skal være skarp og hulslebet således, at man kan bruge både yderskær og inderskær på skøjteklingen for i god fart at udføre de forskellige elementer. En god skøjteteknik opnås kun med rigtig gode skøjtestøvler og klinger. Vi vil afholde små tests (skøjteskole) lavet af Dansk Skøjte Union, så der bliver mulighed for at inddele jer på hold, hvor I er på samme niveau.

Forældres rolle:Alle forældre er velkomne.For de mindre børn, kan det være en god støtte at have mor og/eller far med på isen/i skøjtehallen de første par gange. Det er vigtigt, at børnene er der til den aftalte træningstid. Såfremt barnet ikke selv kan tage skøjter på, skal man blive og hjælpe med dette. Se i øvrigt på klubbens opslagstavle ved udgangen fra hallen og brug foreningens hjemmeside www.SSF1896.dk for at følge op på informationerne til løberne. Her findes forskellige links, der kan være nyttige.   

Udstyr: Skøjter kan købes i sportsforretninger, og det er vigtigt, at støvlen er stiv, og at skøjteklingen er af godt materiale.Der kan også købes brugt fra andre løbere, der har skøjter til salg. Se opslag på opslagstavlen i skøjtehallen.Først på sæsonen vil der blive mulighed for at købe rigtig gode skøjter, når vi får besøg af Skate-bootique, Danmark, der sælger støvler, skøjter, skøjtebeskyttere, dragter og andet udstyr. Se opslag om besøget på opslagstavlen i hallen. I kan også selv bruge linket til www.Skate-bootigue.dk

Husk varmt tøj, som I kan bevæge jer i. Varme vanter/handsker er et krav af sikkerhedshensyn. Det er frivilligt, om man vil bruge hjelm og knæbeskyttere. I en kortere periode kan man af skøjteløberforeningen låne skøjter gratis.  

Generel information:

Indmeldelse: På www.ssf1896.dk  Kunstskøjteløb

Træningstider: Se hjemmesiden (praktiske oplysninger) og opslagstavlen i hallen (ret til ændringer forbeholdes).

Falck-kasse og isposer er i skøjtehallen, hvis man er uheldig på isen.

Mød til tiden og sig farvel til træneren.

Forlader du isen, skal du meddele det til din træner.

Lyt godt efter, når der bliver undervist.

Tør dine skøjteklinger godt af med en ren og tør klud efter brug, og lad ikke skøjtebeskytterne sidde på klingen, når skøjterne pakkes ned i tasken.

Får du vabler – brug compeed-plaster, som kan købes på apoteket, hos Matas og i sportsforretninger.

Tag hensyn til de andre løbere og stå ikke stille midt på banen, men løb ud til banden.

Brug omklædningsrummene.

Du kan gennem dit medlemskab få dine skøjter slebet gratis.

Det er muligt som ny løber at få 4 prøvetimer, inden du melder dig ind. Prøvetimen foregår mandage fra kl. 16.00 – 17.00. Prøvetime om fredagen er afskaffet.

 Silkeborg Skøjteløberforenings trænere


 


Forrige side: Tilmelding
Næste side: Helle Vibeke Kjems